fredag den 29. juli 2011

Gang i bageriet


Pyyha, der er godt nok meget at se til, når man vælger selv at lave det meste til barnedåb og bryllup...
I dag har ovnen været i gang i 8,5 time – for pokker det har været varmt i køkkenet! Særligt da jeg bagte flutes og ovnen var 300° varm, pyyh! Men nu er alle flutes også bagt, ahh det er skønt... Så mangler jeg "kun" at bage kager, plus en hulens masse andre ting, men heldigvis er der da styr på tøjet – det er vel vigtigst?! Der er også købt drikkevarer for anden gang, så vi når det nok... ;-)



Det er i øvrigt nogle super lækre og nemme flutes, de her... Hvis du vil prøve opskriften af, kommer den her:

Til 3 stk.

15 g gær
500 ml koldt vand
4 tsk salt
lidt sukker
625 g mel

Gæren røres ud i vandet. Tilsæt derefter salt, sukker og mel – lidt efter lidt. Du rører det bare sammen med en grydeske. Dæk dejen med husholdningsfilm, og lad den hæve i køleskab i 24 timer.


Når dejen tages ud næste dag, skal du ikke ælte den, blot dele den i 3 og forme dine flutes. Dejen er meget klistret, så der skal godt med mel på hænder og bord. Bare ikke noget med at ælte det ind i dejen... ;-)


Flutes'ne bages 8 min. ved 300° og derefter 15 min ved 200°.

onsdag den 27. juli 2011

ARRGGHH!!! #!@##!!!/&#"!*


Jeg er mildt sagt TOSSET, GAL, FRUSTRERET OG VIRKELIG KED AF DET!!!

Vi har haft indbrud i vores kælderrum i nat, og alle drikkevarer til barnedåb og bryllup er væk! Væk, væk, væk!!! Der er for helvede kun 1,5 uge til og vi har ligesom nok at se til i forvejen! LORT!!!

Der blev stjålet en del andre ting også, men lige nu er det drikkevarerne vi mangler, og det er vildt frustrerende!
Pierre er endnu en gang kørt til Tyskland for at handle stort ind, og så kører vi det til Fanø i aften. Tænk hvis det skete igen...

Undskylder for det grimme sprog, men var lige nød til at få det ud...

At forsikringen så ikke vil dække alt og vist kun har sure gamle koner siddende, er en helt anden sag, men den tager jeg altså først efter d. 6. august. Magter ikke at tage den nu... 

Billedet er fundet via Google og lånt her.

mandag den 25. juli 2011

Hæklede muffins


På vej til og fra København fik jeg hæklet en muffin mere til samlingen... Har brugt denne fantastiske opskrift. Så håber jeg bare Fleur vil lege med dem, når hun er stor nok. Ellers er de også meget søde bare at kigge på, synes jeg...

søndag den 24. juli 2011

Hos Onkel Tosse og Faster Babs


...bliver man udsat for lidt af hvert.

Vi er netop kommet hjem fra 3 hyggelige, men våde! dage i København. Det var skønt at være lidt væk hjemmefra, på trods af det dårlige vejr. Ude godt, men hjemme bedst. Ahh, det er skønt at være hjemme igen!

I løbet af weekenden har vi: drukket dejlig café latte, spist masser af god mad – inkl. lækre desserter, shoppet lækkert tøj til Fleur, hæklet nøglesnor og muffins, set Bamse og Kylling 3! gange med Fætteren og bare hygget og fladet ud på sofaen.
Nu vil jeg surfe lidt rundt i blogland og bare nyde roen. Ahh...

torsdag den 21. juli 2011

onsdag den 20. juli 2011

Stakkels Maren...










Billeder fra en dejlig gåtur i Ribe her til aften. Elsker at tusse rundt i den by og bare nyde detaljerne fra gamle dage...

tirsdag den 19. juli 2011

Yndlings Madeleine

I køleskabet fandt jeg en citron der så lidt trist ud, så hvis den ikke skulle smides ud, skulle der ske noget nu. Da vi begge elsker madeleinekager og de samtidig er super hurtige at lave, var valget ikke svært. De smager skønt af gamle dage... og citronskal.

Da Fleur stadig var i maven, og vi endnu ikke havde besluttet hvad hun skulle hedde, havde vi navnet Madeleine oppe at vende. Synes det er et super sødt navn, men hun var og er nu altså en Fleur.

I dag er Fleur 3 mdr., og hun har derfor fået sin første vaccine ved lægen. Et stik i hvert lår... Hun græd ved begge stik – lille mussepige... Heldigvis er hun ikke mærket af det indtil videre, men jeg er da lidt spændt på natten.

mandag den 18. juli 2011

Bloomers til Fleur




De små bloomers jeg startede på i går, blev først færdige her i eftermiddags... Pierre beordrede ro af hensyn til naboerne, inden jeg nåede at blive færdig. Nogle gange kan det altså være træls at bo i lejlighed...

Nå men de er blevet rigtig gode, synes jeg... Flæsen er kopieret efter Line – jeg har bare lavet den hele vejen rundt i stedet. Fleur kan ikke passe dem endnu, men de er da meget søde på hende alligevel.

søndag den 17. juli 2011

Aftenshygge


Fleur sover sødt, så jeg sidder ved symaskinen og syer små bloomers. Mønstret er nyt, så jeg er spændt på hvordan de passer. Ja altså ikke mig, men Fleur... Sådan noget passer slet ikke til min krop – det lader jeg dem der ikke har født om. :-)

Invitationer til dåb og bryllup






Vores hjemmelavede invitationer til barnedåb og bryllup...
Den første invitation sendte vi ud, noget tid før Fleur blev født. Den næste invitation er lavet som en uro, med alle informationer og ønsker. Info på luftballonen, Fleur's ønsker på hjertet og vores på dråben.

Lige nu har vi gang i en masse forberedelser til dagen. Vi har valgt at det primært er Fleur's fest, så brylluppet vil være ret utraditionelt – lige som vi helst vil ha' det.

Så efter d. 6. august hedder jeg Fru Rolet. Ihh, hvor jeg glæder mig! :-)

lørdag den 16. juli 2011

Tilbage i blogland...


Efter godt 1 års pause, vender jeg nu tilbage til den skønne blogverden... 
Der er sket ufattelig mange ting siden sidst, så jeg har valgt at starte jeg på en frisk

Bloglandet har været savnet, så jeg glæder mig til at blive en del af det igen...

Til de som ikke kender mig, er jeg glad for (retro)stoffer, genbrug/loppemarkeder, papir og garn, og vil bruge bloggen til at dele projekter, familieliv og hvad der ellers lige falder mig ind.

Billedet viser min datter Fleur og jeg i en hyggelig slyngestund...